Gdansk
CITY GUIDE

© Michael Hardenfelt, 2013

 

 

 

 

 


Startside

Historien - Gdansk og 3-City

Praktiske oplysninger

Værd at besøge

Museer

Restauranter og barer

Indkøbsmuligheder

Overnatning

Gdansk - Gamle by

Gdansk - langs S-banen

Sopot

Gdynia

Film

Turistguide i Gdansk

Information om Polen

Polsk - dansk oversættelse


 



Lokale madtraditioner

Aktiv ferie - forskellige muligheder
SKM 3-city

S-toget mellem Gdansk, Sopot, Gdynia og Rumia.
Til venstre ses linjeføringen
.


Tryk på billedet for at se en forstørrelse.








Kilde: CCMichalZ

 

Praktiske oplysninger

 

Klimaet

Hvor en stor del af Polen har kontinentalt klima, som giver varmere somre og koldere vintre end på Sjælland, så er Gdansk  primært påvirket af Baltikum, hvilket giver temperaturer nærmere på det vi kender i Danmark. Forsommeren kan byde på perioder med meget regnvejr, men somrene er som regel solfyldte og noget varmere end i Danmark, så juli og august er tæt på at kunne garantere strandvejr.  Vintrene kan være en anelse køligere, men man ser sjældent meget lave minusgrader, og selv den koldeste måned, januar, har oftest plus-temperaturer i dagtimerne.

Lokaltoget

Lokaltoget SKM (Hurtig Bybane) der forbinder Gdansk, Sopot og Gdynia er en genial konstruktion i en by som er lang, og generelt ikke særlig bred. Lokaltoget starter ved hovedbanen i Gdansk, og stopper derefter med 1-2 kilometers mellemrum indtil Gdynia. Ca. hvert andet eller hver tredje tog kører videre til byerne Rumia, Reda og Wejherowo.

Man kunne godt ønske lidt hyppigere drift i weekenden og om aftenen, og togvognene er lettere nedslidte, men kan man leve med det er det en perfekt måde at komme rundt i byen på. Desværre kører bybanen på et selvstændigt billetsystem, som ikke samarbejder med busser og sporvogne, med oftest vil der ikke være behov for at skifte til andre transportmidler. Der er dog et fælles system for periodiske billetter, se under busser og sporvogne.

På hverdage fra 5.30-21.00 kører bybanen hvert 10. eller 15. minut, mens de kører væsentlig sjældnere resten af døgnet, med kun et enkelt tog mellem 1.00 og 4.30 om morgenen. Lørdag og søndag er der generelt halvtimesdrift.

Prisen for en billet anhænger af antallet af kørte kilometer. En engangsbillet indenfor kommungrænsen koster 3 zl, og 8 zloty for en 24-timersbillet. Endvidere eksisterer familie- og gruppebiletter. Børn under 4 år rejser gratis (barnets alder skal kunne dokumenteres). Endvidere findes en række rabatter til forskellige grupper, men de skal alle dokumenteres med polske dokumenter, så glem alt om det, også til børn og pensionister. 

Billetten købes på stationer eller i kiosker, og den skal stemples i en lille gul stempelmaskine inden man stiger på toget. Den kan også købes i automater på perronen (kun mønter), og i så fald er billetten automatisk stemplet. Skulle man springe på toget uden billet kan en sådan købes i forreste togvogn – omend det kræver aftalte penge.

Busser og sporvogne

Den offentlige transport i 3-city er relativt effektiv, men kan være langsommelig i myldretiden.

Billetter som gælder til busser og sporvogne kan købes i kiosker og i automater ved trafikknudepunkter.

Billetter kan også købes hos konduktøren, men det kræver normalt aftalte penge.

Gdansk har et effektivt net af sporvogne indenfor kommunegrænsen. De 11 sporvognslinjer kører dels på langs af byen i en vis afstand fra lokalbanen, således at det meste af byen er dækket på tværs med offentlig kommunikation, men toget er klart det hurtigste. Endvidere kører sporvognene på tværs, til områder der ikke er dækket af de linjer som kører på langs; Mod kysten kører de til Stogi, Nowy Port og Brzezno, ind i landet mod Siedlce og Chelm. Alle sporvognene standser omkring Hovedbanegården i Gdansk. Endvidere er der et bredt net af busser som når ud over hovedfærdselsårerne, heraf også et antal natbusser. To vandsporvogne  sejler fra Gdansk centrum til henholdsvis Stogi og Westerplatte (Pris: 10 zloty for en enkeltbillet, købes på færgen).

Sopot serviceres af både busselskabet i Gdansk og Gdynia. Der er enkelte lokallinjer, men de fleste kører videre til Gdynia eller Gdansk.

Gdynia har ikke nogen sporvogne, men den offentlige transport klares ved et tæt net af busser, trolleybusser og en enkelt vandsporvogn.

Billetpriserne er generelt følgende indenfor kommunegrænserne, men der kan være tillæg på nattransport og ekspresruter:

3 zloty for en engangsbillet (uden omstigning).

3,60 zloty for en billet der er gyldig i en time.

Hvis man skal lidt rundt i 3-city er det bedste man kan gøre dog nok at købe en bilet metropolitalny, som gælder for alle kommunerne. Den koster 14 zloty for 24 timer og 28 zloty for 72 timer, såfremt man kun vil med busser og sporvogne. Der er forskellige andre billettyper, så man må prøve at finde ud af hvad man har brug for, og så spørge i billetsalget. De dyreste, som gælder til alt, koster 20 zloty for 24 timer og 40 zloty for 72 timer.

Ovenstående priser gælder en normal billet (bilet normalny).

Ret til gratis transport har blandt andet: personer som er fyldt 70 år (husk pas) og børn indtil 4 år.

Rabatbillet (Bilet ulgowy) koster nøjagtigt 50% af en normalbillet. Ret til rabatbillet har blandt andet: Studerende til og med 26 år (husk ISIC-legitimation). Endvidere har børn som går i skole ret til rabat, men det kræver et polsk skolelegitimationskort. Børn under 16 som går i skole udenfor Polen har rabat under forudsætning af at de kan dokumentere deres alder.

Tog

Togtransport en nogenlunde effektiv måde at komme rundt til de fleste byer i Polen. Skinnenettet er imidlertid nedslidt og hastigheden er de fleste steder moderat.

Der eksisterer følgende typer tog:

·         Osobowe (person) - Billige, ikke specielt komfortable, oftest kun 2. klasse

·         Pospieszne (hurtig) - noget dyrere, men stadigt billige, moderat komfortable, som regel 1. og 2. klasse

·         Express - Fuldt acceptabel standard, kører nogenlunde hurtigt og er stadigt langt billigere end danske tog. Der kræves pladsreservation.

·         Intercity og Eurocity er Express-tog med ekstra komfort. Anbefales.

·         TLK - Tanie Linie Kolejowe (Billigbanen) - Findes på de mest populære ruter. Acceptabel standard og forholdsvis billige.

Hvis komfort har betydning, så check hvilken type tog du kører med, inden du køber billetten.

På de længere strækninger er der som regel en WARS (restaurationsvogn) med toget, men man kan også købe eller lave sine egne sandwich inden turen. Spisevognene i Intercity og Eurocity er glimrende.

Taxa

Tag kun taxaer som er udstyret med: 1) Nummeret til taxacentralen på siden af vognen. 2) En prisliste på sideruden. 3) et logo fra Gdansk, Sopot eller Gdynia på siden. Man kan godt tage en taxa uden nummer til taxacentralen, mange af dem har officiel licens, men man må være forberedt på at nogen af dem bruger forskellige metoder til at få prisen i vejret, og det er svært at klage, når der ikke er en central man kan klage til.

De normale priser ligger på en starttakst på: 6 - 8 zloty, og en kilometertakst på 1,8 - 3 zloty. Gebyr når taxaen holder stille: 36 -50 zloty pr. time (aktiveres også når taxaen holder ved trafiklys og lignende). Taksten pr. kilometer skal fremgå af prissedlen i sidevinduet.

Nattakst og helligdagstakst er 50% højere end normaltaksten.

Ved kørsel udenfor kommunen beregnes dobbelt pris = tarif 3 eller 4 (med mindre du returnerer med samme taxa). Tariffen aktiveres ved kommunegrænsen. Mange taxaselskaber betragter hele 3-city (Gdynia, Sopot, Gdansk) som en zone, og aktiverer ikke ekstragebyr ved kørsel over kommunegrænserne mellem disse tre byer. Blandt dem er pt. (september 2013):

Hallo Taxa (http://www.hallotaxi.gda.pl/) (må IKKE forveksles med Taxi Hallo Express)

Sopot Taxi Service (http://www.19194.com.pl/)

Der er formodentligt andre firmaer der også betragter hele 3-city som en zone, men ovenstående 2 er dem som reklamerer tydeligt med det. Hvis man tager en taxa på gaden kan man spørge om det er på tarif 1 – det er muligt at chaufføren accepterer.

Der er nogen gange faste priser til og fra lufthavnen. Spørg chaufføren/ taxaselskabet. Det kan som regel bedre betale sig at ringe efter en taxa til lufthavnen end at tage en af de vogne som holder og venter på kunder.

 En del taxacentraler tilbyder 10-20% rabat for bestilling af taxa pr. telefon.

 Det fremgår af taxameteret hvilken tarif der benyttes:

Taryfa 1: Normalpris

Taryfa 2: Nat- og helligdagstakst - normalpris x 1,5

Taryfa 3: Udenbystakst - normalpris x 2

Taryfa 4: Udenbystakst ved nat- og helligdagskørsel - normalpris x 4

Taxaerne kan findes ved holdepladser ved trafikknudepunkter, men normalt bør man ringe efter en vogn. Der er ikke tradition for at vinke taxaer ind fra gaden.

Indtil for få år siden var det normalt at turister blev snydt så vandet driver når de tog taxaer i Polen. Der er blevet gjort en stor indsats for at komme svindlen til livs, så hvis I overholder rådene her på siden skal I være uheldige for at blive snydt. Der er ingen grund til at give drikkepenge, men chaufføren bliver ikke fornærmet hvis du runder op.

Cykel

3-city er Polens bedste cykelregion, med cykelstier der strækker sig langs kysten og langs hovedkommunikationsårerne, og de fleste af dem er velholdte. Cykelstierne befinder sig som regel kun i en side af gaden, og er således dobbeltrettede.

Biler har ikke den samme agtpågivenhed overfor cyklister som i Danmark, og det er klogt at se sig ekstra godt for.

Mange kører på fortovene. Det er teoretisk set ulovligt for voksne, men politiet vil næppe standse nogen af den grund. Til gengæld kan det blive dyrt hvis man kører ind i nogen/ noget.

Det er strafbart at køre på cykel efter at have drukket alkohol, og forbuddet eksekveres effektivt. Onde tunger påstår at det er langt nemmere for politiet at fange berusede cyklister end bilister, og at de derfor går efter det nemmeste, for at få point på aktivitetslisten.

Lufthavn

Lech Walesa Lufthavnen i Gdansk er en mellemstor, moderne lufthavn ca. 10 km. fra Gdansk centrum, og en nybygget ekspresvej fra Wrzeszcz til lufthavnen gør turen ukompliceret. Der er busser til Wrzeszcz (linje 110), Hovedbanegården i Gdansk (linje 210) og Hovedbanegården i Gdynia (linje 510). Endvidere planlægges der togforbindelse til lufthavnen indenfor de nærmeste år.

En del selskaber har faste priser på taxaer til og fra lufthavnen, som ikke er specielt fordelagtige. På hverdage er prisen 60 zloty til hovedbanen i Gdansk, 75 zloty til Sopot, og 120 zloty til Gdynia. Helligdags- og nattaksten er 50% højere, men det er betydeligt billigere at ringe efter en taxa. Tager man en taxa uden navn på taxaselskabet, prisskilt i vinduet og logo kan man risikere at komme til at betale flere gange mere end de angivne priser. Det samme gælder hvis man tager en taxa fra en venlig herre som tilbyder at skaffe en vogn, mens man står i ankomsthallen.

På hverdage er der 4 daglige afgange til og fra København med SAS. Wizzair flyver til og fra Malmø 4 gange om ugen, og priserne er oftest virkeligt rørende, specielt hvis man bestiller lidt i forvejen. Wizzair har også fly til Oslo, Stockholm og andre skandinaviske byer og destinationer i England, Tyskland og Spanien m.v. Endvidere flyver det polske luftfartsselskab LOT til Warszawa flere gange om dagen.

Vandsporvogne

I sommerperioden fra Gdansk, Sopot og Gdynia til Hel og andre steder i omegnen.

Færgeforbindelser

Polferries har regelmæssigt færger til Nynashamn i nærheden af Stockholm.

Stenaline har flere gange om dagen færger fra Gdynia til Karlskrona, hvorfra der er regelmæssig tog- eller landevejsforbindelse til København. Det er ikke den billigste måde at rejse på, men det giver mulighed for en dejlig sørejse, og er ideelt, hvis du har meget bagage med.

Bil

Vær opmærksom på at indre by og tilstødende områder i både Gdansk, Sopot og Gdynia kræver parkeringsbillet på hverdage i dagtimerne.

Der er opsat stærekasser flere steder, og politiet står hyppigt ved brændpunkter for at fange fartsyndere. På trods at dette ligger bilernes normale hastighed et godt stykke over de tilladte 50 km/t.

Har du en større reparation kan det formodentligt godt betale sig at få det lavet på et værksted i Gdansk.

Drikkepenge

Der er ikke nogen steder i Polen hvor der er krav om drikkepenge. Man kan eventuelt runde op i taxaen, men der er ingen grund til at indregne en procentsats.

Hvis man sidder ved et bord på en restaurant vil tjeneren forvente drikkepenge, men mange giver ikke. Lønnen er dog lav, og tjeneren lever i høj grad af sine drikkepenge, så en påskønnelse kan være på sin plads. Personligt giver jeg 5-10%, hvis jeg er tilfreds med serviceniveauet. Enkelte steder lægger restauranterne automatisk drikkepenge oven i regningen ved større grupper, men hvis de ikke informerer om det på forhånd ville jeg personligt betragte det som en grund til ikke at give drikkepenge.

Stuepigerne på hotellet vil være glade hvis du efterlader lidt småpenge når du rejser, og er der piccolo på hotellet vil han forvente 2-5 zl. for at bære jeres kufferter op på værelset.

Kan du godt lide at give drikkepenge, så modtages de overalt med glæde. Der vil næppe være nogen der bliver fornærmede over at modtage en påskønnelse, men det forventes heller ikke.

Den Danske Ambassade

Den nærmeste Danske Ambassade i Warszawa, men i påtrængende tilfælde kan man kontakte det danske Konsulat i Gdansk.

Danmarks ambassade i Polen
ul. Marszałkowska 142
00-061 Warszawa
Tel.: +48 (22) 565 29 00
Fax: + 48 (22) 565 29 70

Konsulat Królestwa Danii
ul. Długi Targ 1-7 (pokój 16)
80-828 Gdańsk
Mobiltelefon.: +48 603 873 634

 

El-forsyning

220 volt som i Danmark. Stikdåserne passer normalt til danske stik.

Penge og kreditkort

Ældre polensrejsende vil huske hvordan man engang vekslede sine $ eller D-mark til polske matadorpenge hos taxachaufføren, tjeneren eller i en port. Disse tider er nu kun et eksotisk minde.

Kontante penge veksles bedst i vekslekontorer (Kantor). Det er fornuftigt af undersøge prisen flere forskellige steder. I lufthavnen, på banegården og steder hvor der er mange turister kan forskellen mellem købs- og salgskurs være betydeligt over 10%, mens den i normale kantorer kun vil være nogle få procent. Der er normalt ikke vekslegebyr.

Stort set alle butikker, hoteller og restauranter i Warszawa tager imod internationale kreditkort (nogen har et minimumskøb på 6 eller 10 zl. for at modtage kreditkort), og overalt finder man maskiner hvor man kan stikke sig kreditkort ind, for derefter at få spyttet polske zloty ud.

Åbningstider

Lokale købmænd har ofte åbent fra 6-7 om morgenen til sent på aftenen. De fleste almindelige butikker åbner 9, 10 eller 11 og lukker omkring 18.00, mens de i mange store butikscentre holder åbent til 21:00 eller 22:00. Mange butikker lukker om søndagen, men de store butikscentre holder lukket på de 13 årlige helligdage hvor de skal holde lukket.

Cafeer holder åbent fra tidlig morgen, de fleste restauranter åbner klokken 11:00 eller 12:00, men nogen lukker relativt tidligt.

Rygning

Med mindre der er særlige rygekabiner, så er det forbudt at ryge i lufthavne, på stationer, kontorer, hospitaler og de fleste indendørs arealer.

Mange restauranter har rygelokaler, og man kan ryge på sit hotelværelse, med mindre det udtrykkeligt er forbudt.

Øl, vin og spiritus

Øl og vin koster nogenlunde det samme som i Danmark hvis det købes i supermarkedet, men er generelt langt billigere på værtshuse og restauranter.

Husk at alkohol skal drikkes hjemme eller på værtshuse. Det er FORBUDT at indtage alkohol offentligt på gader og i parker.

Vand

Vandet fra den kommunale vandforsyning har i mange år været anset for uegnet som drikkevand på grund af grum lugt, fæl smag eller skadelige stoffer. De sidste år og en masse EU-penge er dog ved at vende billedet. I dag burde hanevandet være drikkeligt i det meste af 3-city, men de fleste af mine bekendte drikker det dog ikke med mindre det er kogt. Vand på plastikflasker kan købes overalt, og det bliver nok ved med at være sådan i en årrække fremover.

TIL TOPPEN

 

SKM Timetable

Afstanden til andre stationer er angivet på hver enkelt station.
Afstanden, pris og køreplan mellem forskellige stationer kan også findes her (engelsk eller tysk):
http://www.skm.pkp.pl/en/

Peg på den station du skal køre fra og på din destination for at se detaljerede oplysninger.
Vejret i Gdansk

Vejret i Gdansk - på en dejlig sommerdag


Tryk på billedet for at se en forstørrelse.
© Michael Hardenfelt, 2013. Billedet må frit benyttes med angivelse af link til www.gdanskguide.eu
ZKM Gdansk


Gdansk og Sopot - offentlig transport på engelsk: http://www.ztm.gda.pl/en/index.php/ztm/more/about




ZKM Gdynia

Gdynia: information på engelsk http://www.zkmgdynia.pl/?lang=uk


Metropolitan

Metropol-billetter - Info på engelsk:
http://mzkzg.org/?subpage=pod&art=35&op=%2C%2C%2C
pkp

Køreplan for polske tog - på polsk, engelsk, tysk og russisk:
http://rozklad-pkp.pl/bin/query.exe/en?














Hallo taxa












Hallo











Komplet liste over taxacentraler i Gdansk, Sopot og Gdynia


Lufthavnen i Gdansk

http://www.airport.gdansk.pl/passenger
Vandsporvogn

Vandsporvogne
http://zegluga.pl/en/
Polferries


Tryk på bannerne for nærmere oplysninger


Stena Line

Polen Blog

Lidt af hvert om Polen på dansk